Sjov med sport

  • Cupspecialist

  • DanKeepers Målmandstræning

  • Fodboldcoaching ved Todi Jönsson

  • Fodboldcoaching ved Todi Jönsson

  • Fodboldcoaching ved Todi Jönsson

  • Mit liv som frivillig forældretræner - part 1

    Foto: Commons Wikimedia

    Knægten var fire år. Han løb rundt i haven, og han ville altid spille fodbold. Mere far, sagde han.

    Han fik hurtigt diverse klub- og landsholdstrøjer, men den som satte flest tanker i gang, var den gule trøje, som signalerede tilhørsforholdet til vores lokale klub, Dragør Boldklub. Jeg havde selv spillet mine ungdomsår i selv samme klub, og det var også blevet til mere end 100 kampe på klubbens førstehold. Et eller andet blev vakt i mig.

    De første fodboldstøvler blev købt, og de var ikke større end tobak for en skilling.

    Et opslag i den lokale avis proklamerede, at nu kunne alle fra årgang 2004 begynde til fodbold. Knægten var fra 2005. Øv, tænkte såvel knægten som jeg. Lysten var der, motivationen var stor og den lokale klub kunne da ikke sige nej til det. Det gjorde de heller ikke, men det var med formaninger om, at hvis han var for umoden til at være der, så måtte han vente et år. Pludselig blev han meget moden.

    Første træning – opstart en søndag formiddag – med klubbens daværende formand, Hans Vixø. Der blev leget, trillet bold og der var mange, som havde lyst til at spille fodbold. Heldigvis.

    Legen blev dog hurtigt til alvor…….for vi forældre. Ungerne skulle jo have trænere, holdledere, årgangsleder, kasserer og flere andre ting.

    I vores naive tro havde vi forestillet os, at boldklubben selvfølgelig stillede med fuldt beredskab i samme øjeblik, som vi bragte vores guldklumper til grønsværen. Sådan gik det ikke.

     

    En del af forældrene havde selv spillet fodbold før, og det var de øvrige forældre bestemt ikke sene til at anerkende. Vi havde jo forudsætningerne for at træne børnene – bare til en begyndelse.

    Børnene var jo allerede vilde med det at gå til fodbold, og fem-seks af vi fædre meldte os til at tage første tørn med den store flok af drenge og de få piger.

    Der var enorm dynamik i træner-/ledergruppen, og vi fik hurtigt fordelt rollerne blandt os. Nogle blev trænere, andre mere administrative og en enkelt både det ene og det andet.

    Med stor ildhu gik vi i gang på træningsbanen. Vi nåede heldigvis lige at få et kort kursus i ”Børnetræning”, men ellers var det bare med at komme i træningstøjet.

    Hurtigt måtte vi sande, at fordi vi selv havde spillet fodbold på et rimeligt niveau på seniorplan, så var det at træne børn noget helt andet. De var jo som en sæk lopper, og de færreste af dem var til lange instruktioner om løbemønstre, pasninger og hovedstødstræning. Vi undrede os. Det kørte ikke helt som forventet, og det var bestemt ikke altid, at de løb i den retning, vi bad dem om. De var dog lovligt undskyldt, da en del af dem ikke vidste, hvad der var højre og venstre.

    Når vi trænere råbte ”Pres op” eller ”Dæk af”, så kunne det lige så godt være noget de skulle gøre hjemme ved middagsbordet. Fodboldfaglige begreber var endnu ikke en del af deres bevidsthed og abstraktionsniveau.

    Aldersrelateret træning! Hvad hulen var det? Hæfter fra DBU om, hvordan børn lærer, hvad de kan motorisk på en given alder og hvad man med fordel kan træne. Det hjalp….ikke mindst vi trænere. I hæfterne dukkede begrebet stationstræning også op. Enkelte af fædrene, ikke mange, havde hørt om det fra motionscentret, men det var jo noget helt andet, der børnefodboldmæssigt lå bag.

    Vi holdt møder i trænergruppen. Vi var fulde af energi. Glade børn, en sport vi alle holdt af og følelsen af, at vi var ved at starte noget stort. På trods af, at vi til en start ikke havde helt styr på begreberne, så fik vi hurtigt et fælles sprog. Vi ville de her børn det bedste, og det rygtedes i lokalsamfundet. Til næsten hver træning kom der nye børn til. De var jo venner og klassekammerater med de børn, der allerede var begyndt til fodbold.

    Vi trænede alle børnene sammen. Ingen niveaudeling. Der var naturligvis stor forskel på, hvad de enkelte børn kunne og ville, men det fungerede. På et tidspunkt havde vi haft mere end 90 % af alle byens drenge til træning. Ikke alle blev hængende, men vi landede stabilt på ca. 65 børn på årgangen. Her, otte år senere, har vi næsten 50 børn på årgangen. Tre 11-mandshold i en lille by med 13.000 indbyggere. Det er vi stolte af.

    Kommende temaer - som det ser ud lige nu:

    Balancen mellem faderrollen og trænerrollen? Er det godt for barnet at have sin far som træner? Er det nemt at udtage hold, når ens barn er bedste venner med de andre på holdet? Elite kontra bredde? HAK, 25/50/25 - er det muligt?

    Læs med de kommende uger på www.sportsmarked.dk, hvor der stilles skarpt på et nyt område af det at være forældretræner. Giv vores facebookside et like, og så vil du få en advisering, når næste del lægges op. Tlmeld dig også vores nyhedsbrev - altsammen på www.sportsmarked.dk

     

  • Rema 1000 Sportscamps (2)

  • Skærbækcentret

  • Skærbækcentret

  • Skærbækcentret